Navnet “Ásatrú” (“Asatro”) er ikke ældre end omkring 1970’erne, og udtrykket “Forn Siðr” (“de gamle sæder”) stammer fra den tid, kristendommen blev introduceret i Skandinavien, og behovet for at differentiere opstod (omkring år 700).

Før det havde troen på aserne, vanerne, vætterne osv. ikke et navn.

Hvor længe den har eksisteret, og hvordan den har udviklet sig over tid, har vi ikke den fjerneste anelse om.

Vi ved heller ikke, hvordan tro og ritualer differentierede sig fra område til område.

I modsætning til samfund i den sydlige del af Europa skrev man ikke i Skandinavien før tidlig middelalder.

Omkring år 1200 begyndte nogle mennesker at beskrive troen og de historier, der var forbundet med troen, men de var kristne, og de forsøgte at skabe en slags sammenhængende konsistens ud fra et stort antal fragmenter fra forskellige lokale traditioner – og samtidigt holde det kristne præsteskab tilfredse.

Fra omkring 1400 til 1700 turde ingen engang nævne en førkristen tro.

Det betød dog ikke, at Ásatrú forsvandt. Den gamle tro og myter blandede sig simpelthen med kristen mytologi og dannede den moderne nordiske folklore.

Folk fejrede stadig jul og talte om Nisser, trolde, Vetr, Thor, Odin, Freja, Valhal, Bifrost osv., og mange skikke i Norden har en klar og umiskendelig hedensk oprindelse.

Den danske nationalsang (“Der er et yndigt land”) nævner ikke Jesus eller Gud, men hævder, at Danmark er Frejas sal.

Omtrent samtidig med at nationalsangen blev komponeret, kom interessen for den førkristne periode til live igen, og i 1873 blev der udgivet en bog med titlen “Danskernes kultur i vikingetiden”, og dermed blev udtrykket “vikingetid” opfundet, og ordet “viking” blev populært.

Efter oplysningstiden og den ufattelige lidelse under de to verdenskrige begyndte kristendommen at svinde ind.

I 1970’erne begyndte folk at tænke ud af boksen, især med hensyn til filosofi og religiøs overbevisning. I Norden (især Island) kom interessen for den ikke-kristne del af folkloren i søgelyset, og nyhedenskab blev et emne, der tiltrak mange mennesker.

Den mest betydningsfulde begivenhed i Ásatrús moderne historie var grundlæggelsen af Ásatrúarfélagið (Ásatrú-fællesskabet) i Island i 1972 af landmanden og digteren Sveinbjörn Beinteinsson og en gruppe på tolv andre. Denne organisation blev officielt anerkendt som et religiøst organ af den islandske regering i 1973, hvilket gav den juridisk ret til at udføre ceremonier og opkræve en andel af kirkeskatten. Islands Ásatrúarfélag er vokset støt og er nu den største ikke-kristne religion i landet. Den islandske bevægelse er kendt for sit ikke-politiske, rent religiøse fokus.

Der er ingen enkelt, central autoritet eller dogme i Ásatrú. Religionen praktiseres gennem en række nationale organisationer, regionale sammenkomster, lokale grupper (kendt som blótlag) og af enlige udøvere.

Moderne udøvere er afhængige af overlevende historiske kilder til at rekonstruere og genfortolke den gamle religion. Disse kilder omfatter oldnordiske tekster som Den Poetiske Edda og Den Prosaiske Edda, samt arkæologiske beviser og folklore. Men da disse kilder ofte blev nedskrevet af kristne og er fragmenterede, er moderne praktikere ofte nødt til at skabe deres egne fortolkninger.

Dette er dog ikke et problem, da Ásatrú ikke formodes at være universelt strømlinet og presse tilhængerne ind i en kasse med en bestemt størrelse og form.

Selvom der ikke er noget fast dogme, inkluderer nogle almindelige elementer i moderne Ásatrú:

• Polyteisme: Tilbedelsen af et pantheon af guder og gudinder, primært aserne og vanerne, såsom Odin, Thor, Freja og Frigg.
• Blót: Et centralt ritual med ofringer og ofringer, der ofte involverer drikkevarer af alkohol (som mjød eller øl) til guderne, gudinderne og landånderne.
• Vægt på gerninger: En kernetro er, at ens handlinger i dette liv er af primær betydning (“vi er vores gerninger”). Der er mindre fokus på et specifikt efterliv og mere på at leve et dydigt og ærefuldt liv.
• Fællesskab og forfædre: Mange tilhængere lægger stor vægt på fællesskab, familie og ærbødighed for forfædre.

Sammenfattende er moderne Ásatrú en ung religion med en klar oprindelse i 1970’erne. Det er en mangfoldig og decentraliseret bevægelse, der er kendetegnet ved en forpligtelse til at genoplive gamle traditioner, samtidig med at man navigerer i nutidige problemstillinger.