1.
Om opmærksomhed beder jeg alle hellige slægter,
større og og mindre sønner af Hejmdal; du vil, Alfader,
at jeg nøjagtigt skal gengive for dig
menneskenes gamle beretninger,
dem jeg mindes som de ældste.
2.
Jeg mindes Jætter, fødte i tidernes begyndelse,
de som fordum har opfostret mig;
ni verdener mindes jeg,
Yggdrasils ni rodgrene,
Det berømte verdenstræ under jorden.
3.
Det var i tidernes begyndelse, da der var intet;
intet sand, ingen sø, ingen svale bølger;
jord fandtes ikke, ej den høje himmel;
der var et gabende hul; græs ingen steder.
4.
Før Burs sønner løftede landene,
de der dannede det navnkundige Midgård;
sol skinnede sydfra på jordens stengrund,
da blev jorden bevokset med grønne vækster.
5.
Sol kastede sydfra, som månens ledsager,
den højre hånd over himmelranden;
solen vidste ikke hvordan den ejede sale,
månen vidste ikke hvordan den ejede magt,
stjernerne vidste ikke hvordan de ejede steder.
6.
Da gik alle magter til deres ting-sæder,
de højhellige guder, og rådslog derom;
til natten og den efterkommere gav de navne;
de gav navn til morgen, middag, eftermiddag og aften,
for at kunne beregne tiden efter år.
7.
Dertil kom tre Aser, stærke kærlige Aser;
de fandt på land til de ikke formående,
Ask og Embla, som var skæbneløse.
8.
De besad ikke livsånde, de ejede ikke sjæl,
hverken blod eller stemme eller god lød;
livsånde fik de af Odin, sjæl fik de af Høner,
blod fik de af Lodur, og dermed god lød.
9.
Aserne mødtes på Idasletten,
de som højt tømrede alter og hus;
de indrettede esser, smedede af guld,
dannede tænger og skabte værktøj.
10.
De spillede brætspil, muntre var de,
de manglede intet af guld,
indtil de tre Norner kom, såre mægtige,
fra Jætternes verden.
11.
Den kamp mindes jeg, som den første i verden,
da de spiddede Guldvejg med spyd,
og brændte hende i Odins hal;
tre gange brændte de den tre gange genfødte,
dog lever hun endnu.
12.
Man kaldte hende Hejd, hvor hun kom til huse,
en Vølve, dygtig til at spå;
hun skabte magiske stave, hun sejdede,
hvor som helst hun kunne, hun sejdede i ekstase,
altid var hun ond kvindes fryd.
13.
Da gik alle magter til deres ting-sæder,
de højhellige guder, og om dette rådslog de,
hvorvidt Aserne skulle lide tab,
eller alle guder have erstatning.
14.
Odin kastede sit spyd ud i skaren;
dette var fremdeles den første kamp i verden;
muren omkring Asernes borg blev brudt,
Vanerne betrådte sletten med kamp-sejd.
15.
Da gik alle magter til deres ting-sæder,
de højhellige guder, og rådslog om,
hvem der havde blandet luften med svig
eller givet Freja til Jættens slægt.
16.
Kun Thor slog ihjel, svulmende af vrede;
han sidder sjældent stille, når han erfarer sådant;
brudte eder, ord og svorne løfter,
alle højtidlige aftaler, som er truffet mellem parterne.
17.
Jeg ved en Ask, som rager højt op,
den hedder Yggdrasil, et højt træ,
overøst af det hvide dynd; derfra kommer dug,
der falder i dale; den står evigt grøn over Urds brønd.
18.
Derfra kommer Norner, meget vidende, tre fra den sø,
der står under træet; Urd kaldte man den ene,
den anden Vordene, Skuld den tredje;
de bestemte love, mænds skæbne,
de bestemte menneskenes levetid.
19.
Jeg ved Hejmdals hørelse, skjult under himmelhvælvingen
af det hellige træ; en elv ser jeg strømme,
med slammet fald fra Alfaders pant.
Ved du nok, eller hvad?
20.
Ene sad jeg ude, da den gamle kom;
den bekymrede grubler blandt Aserne,
og så mig ind i øjnene:
“hvad spørger I mig om? Hvorfor sætter I mig på prøve?
Til fulde ved jeg, Odin, hvor du skjulte dit øje,
i den navnkundige Mimers brønd;
mjød drikker Mimer hver morgen af Alfaders pant.”
Ved du nok, eller hvad?
21.
Alfader gav mig udvalgte ringe og halssmykker;
jeg måtte vise tiderne og stavenes spådom,
jeg så vidt og vidende ud over hver en verden.
22.
Jeg så Valkyrjer, komme langvejs fra,
beredte på at ride til krigerfolket;
Skuld holdt sit skjold,
Skøgul var den anden,
Gunn, Hild, Grøndul og Spydskøgul.
23.
Jeg så Balder, Odins søn,
skæbnetråden revet over;
højere end marken, tynd og meget fager,
stod misteltenen.
24.
Der blev af dette træ, der syntes så spædt,
et farligt og sorgens pileskud; Høder skød,
og Frigg græd over Valhals ulykke.
Ved du nok, eller hvad?
25.
En fange så jeg, ligge under træet,
det ligende den lumske Lokes skikkelse;
der sidder Sigun, skønt ikke meget glad,
ved sin husbonds side.
Ved du nok, eller hvad?
26.
En elv falder gennem kolde dale,
opfyldt af knive og sværd;
den hedder Slid – den frygtelige.
27.
Mod nord stod, på Mørkesletten, en sal af guld,
Sindres æts; den anden stod i Okolne,
landet som aldrig bliver koldt, Jættens ølsal,
og han hedder Brimer.
28.
En sal så jeg så fjernt fra solen,
på de dødes kyst; mod nord vender dens dør;
giftdråber falder ind gennem revnerne,
den sal er omkranset af slanger.
29.
Der så jeg løgnagtige mænd og fredløse mordere,
og de som forfører andres hustruer,
vade i de tunge strømme; der suger Nidhugg på gamle lig,
ulven sønderslider mændene.
Ved du nok, eller hvad?
30.
I øst sad den gamle i jernskoven
og fødte Fenres slægter;
blandt dem en enkelt
som i trolde-ham skal ødelægge solen.
31.
Den fylder sig med døde mænds blod,
gør magternes boliger røde af blod,
solen bliver sort i tre somre derefter,
og alle vinde bliver onde.
Ved du nok, eller hvad?
32.
Jættekvindens hyrde sad på en høj
og spillede sin harpe, den muntre Egter;
over ham i offerlunden galede den smukke røde hane,
som hedder Fjalar.
33.
Over Aser galede Gyldenkam;
den vækkede mændene hos Alfaderen;
den anden galede under jorden,
en sort-rød hane i Hels sale.
34.
Nu glammer Garm foran Gnipa-hulen,
lænken vil briste og ulven slippe løs;
meget viden har jeg, fremad ser jeg længere,
over magternes, krigsgudernes uafvendelige skæbne.
35.
Brødre vil kæmpe og blive hinandens mordere;
sønner af søstre vil fordærve slægtskabet;
hårdt er der i verden, meget hor, økse-tid, sværd-tid,
skjolde kløves, storm-tid, ulve-tid, før verden styrter;
ingen mand vil skåne den anden.
36.
Mimers sønner leger, verdens undergang begynder
ved lyden af det skingrende Gjallarhorn;
højt blæser Hejmdal, hornet er højt hævet,
Odin taler med Mimers hoved.
37.
Yggdrasil skælver fra rod til top,
det knager i det gamle træ, og Jætten er løs;
alle sendes til Hel, før Surts sværd slukker træet.
38.
Hvad er på færde blandt Aser, hvad er på færde blandt Elvere?
Hele Jætte-verdenen larmer, Aserne er på tinget;
dværgene stønner foran stendøren, de fjeld-vægs-kyndige.
Ved du nok, eller hvad?
39.
Nu glammer Garm stærkt foran Gnipahulen,
lænken vil briste og ulven slippe løs;
meget viden har jeg, fremad ser jeg længere,
over magternes, krigsgudernes uafvendelige skæbne.
40.
Hrym kommer østfra, han holder sit skjold foran sig;
Midgårdsormen vrider sig i Jætte-vrede,
slangen pisker bølgerne, og ørnen skriger;
Dragen Nidhugg sønderslider ligene, Naglfar kommer løs.
41.
Et skib kommer østfra, ild-jætterne vil komme over havet,
og Loke sidde ved roret; alle jætterne drager frem med ulven;
i følget med dem er Bylejsts broder.
42.
Surt kommer sydfra med ilden;
hans sværd lyser stærkere end solen;
klippestykker tørner sammen, og troldkvinder styrter,
mænd farer til Hel, og himlen kløves.
43.
Da går Friggs anden sorg i opfyldelse,
når Odin går ud for at kæmpe med ulven,
og Frej går fremad mod Surt; da vil Odin falde.
44.
Nu glammer Garm stærkt foran Gnipahulen,
lænken vil briste og ulven slippe løs;
meget viden har jeg, fremad ser jeg længere,
over magternes, krigsgudernes uafvendelige skæbne.
45.
Da kommer Alfaders mægtige søn, Vidar,
at kæmpe med ulven; han lader med begge hænder
sit sværd kløve Lokes søns hjerte;
da er faderen hævnet.
46.
Da kommer den navnkundige Thor,
Odins søn gå for at kæmpe med ormen;
Midgårds beskytter slår i vrede;
Alle mænd vil forsvinde fra den beboede verden;
Ni fod går Thor, dødsdømt af ormens gift,
uden at frygte sit eftermæle.
47.
Solen sortner, jorden synker i havet,
af himlen forsvinder de klare stjerner;
ild sprudler, den høje flamme spiller mod himlen selv.
48.
Nu glammer Garm stærkt foran Gnipahulen,
lænken vil briste og ulven slippe løs;
meget viden har jeg, fremad ser jeg længere,
over magternes, krigsgudernes uafvendelige skæbne.
49.
Jeg ser opstige for anden gang jorden af havet,
frodiggrøn; vandfald fosser,
ørnen flyver henover, den fanger laks i fjeldet.
50.
Aserne mødes på Idasletten og taler om den mægtige Midgårdsorm,
og mindes dér de store begivenheder og Odins gamle runer.
51.
Dér vil atter de underfulde gyldne brikker findes i græsset,
som de i fordums dage havde ejet.
52.
Usåede vil agrene grøde, al ulykke vil bedres,
Balder vil komme; de to, Hød og Balder, vil bebo Odins kamppladser.
Ved du nok, eller hvad?
53.
Da vil Høner kåre offerkviste,
og de to brødres sønner vil bebo himmelen.
Ved du nok, eller hvad?
54.
En sal ser jeg stå, mere fager end solen, tækket med guld,
på Gimle; dér skal skyldfri skarer bo og i al evighed nyde lykke.
55.
Da kommer den mægtige til sit gudsdømme,
den stærke fra oven, han som styrer alt.
56.
Dér kommer den mørke drage flyvende,
den glinsende øgle nede fra de mørke fjelde;
Nidhugg bærer lig i sine vinger –
den flyver over sletten.
Nu vil jeg synke.
Teksten er nyoversat og moderniseret af Hasse Sørensen, med input fra originalkilder og den danske prosaoversættelse af Völuspá ved Hans Albrectsen.